Historien
ARNE har været undervejs i en hel del år. Faktisk så mange år, at folk i min omgangskreds trækker lidt på smilebåndet, når jeg snakker om at jeg roder lidt med ARNE igen.
Til historien hører det, at dengang jeg begyndte at rode med projektet, der var det lidt besværligt for en forholdsvis ukyndig elektronikinteresseret at få en eller anden lille computer til at trække en motor, specielt hvis det hele skulle være så småt at den skulle kunne køre i længere tid på sit eget batteri.

Derfor blev projektet proppet ned i en papkasse, for først at blive tage op igen adskillige år senere.
Nu er der efterhånden så mange muligheder med Arduino, Raspberry Pi og alverdens forskellige udvidelses-kort med motorcontrollere, WiFI forbindelse, IoT hubs og LifePo4 batterier der ikke vejer ret meget i forhold til ydelsen.
Det må være på tide at få afsluttet hvad jeg egentlig havde i tankerne; en autonom robot, som har en indbygget metaldetektor, der ved fund sender sit koordinat til en eller anden IoT hub.
Sekundært kunne det være sjovt at udstyre den med en god laser og et kamera, som vha. maskinlæring kender forskel på en bestemt afgrøde og ukrudt, og brænder ukrudtet med laseren.